Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Pinocchio


Beskrivelse


Pinocchio er en dukke af træ, som er blevet levende. Hans frækhed og ulydighed bringer ham ud på mange farlige eventyr. Men først da han bliver artig og begynder at tænke på andre, bliver han til et rigtigt menneske.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. aug. 2010

af

af

Inger Søndergaard

d. 18. aug. 2010

Rigt illustreret udgave af den over 100 år gamle fortælling om trædukken, der blev til en rigtig dreng. Bogen er opdelt i 36 kapitler og egner sig til oplæsning for børn fra 5-10 år.

Eventyret om Pinocchio blev verdenskendt, da Disney filmatiserede historien i 1940, men den har også en helt anden morale vedrørende opdragelse og værdier. Den oprindelige historie, som bogen her bygger på udsætter trædukken for langt flere moralske prøvelser i ansvar, lydighed, ærlighed, hensyn, ærgerrighed mv. Den er bearbejdet, forkortet og omskrevet i et nutidigt sprog og rigt illustreret af Gréban. Makkerparret har tidligere bearbejdet andre eventyr fx H.C. Andersens Nattergalen, 2010. Teksten er fyldig og tro mod den oprindelige version. Handlingen virker med nutidens øjne lidt knudret og opremsende. Det er en fantasifuld og barsk historie, hvor Pinocchio dræber fårekyllingen, bliver bestjålet, narret, fængslet, forvandlet til et æsel og druknet. Da han bliver slugt af en kæmpe haj, bliver han endelig genforenet med og redder sin far Geppetto. Bogens illustrationer er smukke og fantasifulde, hvor de mest dramatiske scener er udeladt.

Disneys mange udgivelser vil i højere grad blive foretrukket af børnene, men da den har en helt anden morale kan de ikke sammenlignes. Der er også flere lignende bearbejdede udgaver af Collodis tekst. Pinocchios eventyr, 2005 er fyldigere og for lidt større børn. I Eventyret om Pinocchio, 2002 illustreret af Philpot fylder billedsiden mere.

Til formidling af voksne, der ønsker at præsentere en klassiker for børn 5-10 år i et noget andet lys end Disney.