Bøger / skønlitteratur / noveller

Vestjyder


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Finn Windfeldt Hansen

2007

Mylius-Erichsens navn er først og fremmest forbundet med de 2 store Grønlands-ekspeditioner: Den litterære Ekspedition (1903-04) og Danmark-Ekspeditionen (1906-08). Sidstnævnte havde udforskningen af Nordøstgrønland som mål og kostede ham livet november 1907 på den lange slæderejse sammen med Høeg-Hagen og Jørgen Brønlund. I hundredåret for hans død genudgives novellesamlingen Vestjyder fra år 1900. Mylius-Erichsen nåede nemlig i sit korte liv (1872-1907) tillige at virke som journalist og forfatter. Vestjyder fremstår i dag som noget nær tradionel hjemstavnslitteratur med sine arketypiske skildringer af liv og personer, hentet som de er ud fra de små bonde- og fiskersamfund på vestkysten, fra Fanø til Klitmøller. En barsk og nøjsom natur var med til at sætte hårde vilkår og determinere en ikke altid lige nem tilværelse. Mylius-Erichsen er iagttager og formidler både med kritisk blik for social indretning og vilkår iøvrigt og for missionens stærke greb i det vestjyske. Bogen stopper imidlertid ikke her, men giver også plads for forfatterens glæde og nær sagt kærlighed til den barske natur: hav, strand, klit, hede m.v. Her er noget ukunstlet, ligefremt og overgivent i Mylius-Erichsens tekst, som glemslen sikkert ellers forlængst har sænket sig over. En novellesamling som også tåler at blive læst i dag, omend den i bibliotekssammenhæng måske fordrer nogen formidling.