Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Tork og Hest - den store blyant


Beskrivelse


Vennerne Tork og Hest bygger en blyant så stor som to huse oven på hinanden, så de kan være inden i den. Blyanten skriver historier, og sammen deltager de to venner i blyantens eventyr.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. feb. 2014

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 5. feb. 2014

Små sammenhængende fortællinger velegnet til højtlæsning for de 5-8-årige.

I 2012 udsendte Louis Jensen og Pia Halse bogen Tork og Hest. Her er nu en ny bog med små eventyr om de to venner, drengen Tork, som har lært bogstaverne A, B og E og hesten Hest, som kan regne. I denne bog bygger de sammen en stor blyant - "så stor som to huse oven på hinanden" - som man kan være inden i, og som kan skrive eventyr og historier. Vi følger nu som i første bog Tork, Hest og nu blyanten gennem en række eventyr og småhistorier, denne gang skrevet af blyanten. Til slut bliver vi lovet endnu en bog om de to venner og deres eventyr. Som i første bind er historierne skrevet i en stilfærdig, talesprogsagtig stil med megen humor, som ofte kalder smilet frem. De små historier lever deres eget liv og har deres egen legende logik og livsvisdom, som vil tiltale målgruppen. Pia Halses fine farvelagte illustrationer leger med elementer fra fortællingen, som de på en raffineret måde tilføjer nye elementer.

Tonen og stilen i bøgerne om Tork og Hest minder om den underspillede, let ironiske og småfilosofiske tone man kan finde hos Thomas Winding, eksempelvis i bøgerne om hunden Mester.

En fin og charmerende samling sammenhængende småfortællinger om fantasi og venskab tilsat lidt filosofi og livsvisdom illustreret med farvelagte illustrationer, som formår at trække nye elementer i historierne frem.