Universal themes
Sun Kil Moon
Emneord
Anmeldelser (7)
NME
d. 13. juni 2014
af
af
Louis Pattison
d. 13. juni 2014
"Adrian Toubro sings like every word causes him a jolt of pain, but his songs are literate and fine-crafted, reading like distilled existential dramas: the excoriating mix of vanity and self-loathing of 'Lost Weight, Perfect Skin'; or the cello-accompanied 'Expanding Horizons (Dar Es Salaam)', a tale of youthful idealism gone rotten on the vine".
Gaffa [online]
d. 17. juni 2014
af
af
Rune Schlosser
d. 17. juni 2014
"Der er virkelig skruet op for ambitionerne på købenahvnske Lowers debutalbum, Seek Warmer Climes. Dannelsesrejsen, hvor horisonter udvides, mennesker mødes, forventninger bliver imødekommet - eller som oftest: gjort djævelsk meget til skamme, er i centrum. Det er i denne selverkendelsens kerne, at vi finder den små-pessimistiske - om end socialrealistiske lyrik og musikalske udtryk på københavnerkvartettens kradse postpunk-udgivelse ... Lower er en utrolig spændende firemandshær på den danske (post) punk-scene, der formår at formidle verden, som den er".
NME
d. 13. juni 2014
af
af
Louis Pattison
d. 13. juni 2014
"Adrian Toubro sings like every word causes him a jolt of pain, but his songs are literate and fine-crafted, reading like distilled existential dramas: the excoriating mix of vanity and self-loathing of 'Lost Weight, Perfect Skin'; or the cello-accompanied 'Expanding Horizons (Dar Es Salaam)', a tale of youthful idealism gone rotten on the vine".
Gaffa [online]
d. 17. juni 2014
af
af
Rune Schlosser
d. 17. juni 2014
"Der er virkerlig skruet op for ambitionerne på købenahvnske Lowers debutalbum, Seek Warmer Climes. Dannelsesrejsen, hvor horisonter udvides, mennesker mødes, forventninger bliver imødekommet - eller som oftest: gjort djævelsk meget til skamme, er i centrum. Det er i denne selverkendelsens kerne, at vi finder den små-pessimistiske - om end socialrealistiske lyrik og musikalske udtryk på københavnerkvartettens kradse postpunk-udgivelse ... Lower er en utrolig spændende firemandshær på den danske (post) punk-scene, der formår at formidle verden, som den er".
Berlingske tidende
d. 26. aug. 2014
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 26. aug. 2014
"En musikalsk nævekamp. Et frustreret opgør med maskerne og mageligheden i Verdens Lykkeligste Land. Rytmegruppen tæsker nådesløst af sted i tunge militante stød, mens guitarerne rører støjende malstrømme omkring Toubros stærke tekstarbejde, der bag håbløsheden og væmmelsen besidder en litterær tyngde, der ikke er det gennemsnitlige punkband forundt. Det er stærk kost. Men bidende nødvendigt. Og som sådan et tiltrængt korrektiv til det seneste tiårs langsomme deroute for post-punken, der mere og mere har haft karakter af ufarlig livsstilsmusik".
Information
d. 1. juli 2014
af
af
Anna Ullman
d. 1. juli 2014
"Det er den konventionelle rockformular af bas, trommer og guitar, som først lige skal støves af, før Lower kan uddrive deres dæmoner. Men når den traditionelle konstellation alligevel aldrig virker forudsigelig, så er det, fordi Lower hele tiden sørger for at holde slutningerne åbne. Ofte starter numrene med piskende guitarkaskader, der bærer løfte om forløsning, men i stedet bare holder op og afvikler sig selv på et eller andet tidspunkt. Som sanger rabler Toubro lidt sløset og afkoblet rundt oven på musikkens øvrige elementer, så det selv på de mest gennemarbejdede numre stadig lyder, som om han svedende står og improviserer sin charmerende valbyengelske klagesang, når han karter rastløst og irritabelt omkring, som om han ikke kan finde ud af at være i sin egen krop. Det handler i det hele taget mere om momentvise stemninger og energiudladninger end afrundede fortællinger. Som om de fire knægte med spændte kæbemuskler og blottede adamsæbler har spillet sig hele vejenigennempunken og nu er kommet ud på den anden side til et sted, hvor de ikke længere har brug for den".
Information
d. 1. juli 2014
af
af
Anna Ullman
d. 1. juli 2014
"Det er den konventionelle rockformular af bas, trommer og guitar, som først lige skal støves af, før Lower kan uddrive deres dæmoner. Men når den traditionelle konstellation alligevel aldrig virker forudsigelig, så er det, fordi Lower hele tiden sørger for at holde slutningerne åbne. Ofte starter numrene med piskende guitarkaskader, der bærer løfte om forløsning, men i stedet bare holder op og afvikler sig selv på et eller andet tidspunkt. Som sanger rabler Toubro lidt sløset og afkoblet rundt oven på musikkens øvrige elementer, så det selv på de mest gennemarbejdede numre stadig lyder, som om han svedende står og improviserer sin charmerende valbyengelske klagesang, når han karter rastløst og irritabelt omkring, som om han ikke kan finde ud af at være i sin egen krop. Det handler i det hele taget mere om momentvise stemninger og energiudladninger end afrundede fortællinger. Som om de fire knægte med spændte kæbemuskler og blottede adamsæbler har spillet sig hele vejenigennempunken og nu er kommet ud på den anden side til et sted, hvor de ikke længere har brug for den".