Bøger / skønlitteratur til børn / roman

I Ronjas Verden


Beskrivelse


Ronja er både lillesøster og storesøster. Det er ikke altid lige nemt. Nogle gange er det også rigtig svært at blive afleveret i børnehaven. Især når man savner mor.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. jan. 2010

af

af

Rikke Skuldbøl Jakobsen

d. 6. jan. 2010

Højtlæsningsbog for de 5-8-årige om Ronja og hendes familie. Bogens forside appellerer til såvel børn som forældre.

Aase Schmidt og Lilian Brøgger danner her makkerpar. Tekst og illustrationer fremføres i et godt samspil med billeder ved hver bladring. Teksten er meget beskrivende, hvilket fungerer rigtig godt og giver indre billeder og stimulerer fantasien. Som mellemste barn af tre er Ronja både lillesøster og storesøster. Historien kommer godt omkring de frustrationer, glæder og sorger, som dette medfører. Emnet savn behandles også, fx når Ronja afleveres i børnehaven og meget hellere vil blive hos mor. Bogen indledes med en introduktion til bogens hovedpersoner, samt steder hvor handlingen finder sted. Dette klares ved en lille illustration med billedtekst.

Børnebiblioteket har mange titler for samme målgruppe om forholdet mellem søskende fx Appelgrens Linnéas sorte tanker.

En velskrevet og anvendelig bog om de følelser der er forbundet med det at være søskende. Brøggers karakteristiske streg underbygger handlingen, så det hele på allerbedste vis går op i en højere enhed. Jeg formidler gerne denne bog, som både kan bruges i kraft af sit relevante emne, men også som en god historie.