Som titlen antyder er temaerne i denne digtsamling naturens evige kamp mellem modsætningerne dag og nat, lys og mørke og liv og død. Disse temaer udfoldes gennem sammenligninger af sorg og død med naturens billeder som fx: "Træerne fyldes med sorg/til bladene skriger..." og "Om natten driver floden/sort og sej som beg...". De enkelte digte formulerer den håbløse kamp for kærligheden og hvorledes tabet trænger sig ind i alle billeder i naturen som "Hun er ved at opløse sig/og gå i ét med tågen..." Digtene udtrykker i et koncentreret, stramt og nøgternt sprog essensen af vores livsvilkår og slutter med det håb, at gennem en erkendelse af dette "...kan du begynde at elske". Sprogligt er digtene let læselige og ofte formuleret med rytmiske gentagelser, som digteren har fået inspiration til i Ungarn. Digtsamlingen er fyldt med et smukt og intenst billedsprog, der ofte gentages med fornyende og udviklende elementer. Der kan savnes en nærværende og mere personlig stemmeføring, der kunne formidle et engagement i teksternes indhold til læseren. Dette er digterens ottende digtsamling og hendes temaer kan genkendes fra andre samlinger

.