Himmeløjne

"Vi er skadede børn. Vi har alle sammen mistet vores forældre. Det er derfor, vi bor på det her hjem, som hedder Whitegates". Og det er herfra Elin, January og Mouse flygter. Bort fra en halvhjertet, klam næstekærlighed - fra en omklamring og omsorg uden varme. Turen går med tømmerflåde ned ad floden, men de når kun til mudderophobningen Sorte Banke, hvor de møder pigen Himmeløjne og gamle Besfar, som bor oppe i en gammel kondemneret fabriksbygning. Og på denne kajplads omkranset af ruiner udspilles der nu et psykologisk medrivende drama. Fascinerende i sit sprog og i sin fortælleteknik. Hvem er de to her i trykkeriet? Langsomt men sikkert afdækkes et skæbnedrama, der er gribende og smukt. Da Besfar dør, tager de Himmeløjne med tilbage til børnehjemmet. En velfortalt roman om kærlighed og sammenhold - om at miste og leve med tabet - om at tro på fremtiden om end med lidt bæven. En bog med mange lag, som man ikke bare lige lægger fra sig. Selvlæsning fra 13/14 år.

Læs hele vurderingen

Temaet i denne ungdomsbog er utilpassede, forældreløse børn på et børnehjem, men bogen er langt fra en traditionel, socialrealistisk roman. Bogen kan læses fra ca. 12 år, men det kræver en del af læseren at trænge ind i bogen. Forfatteren bruger et billedrigt sprog og en handling der er fyldt med symboler. Man må ganske vist sluge et par kameler undervejs, men det lykkes forfatteren at give læseren mulighed for at trænge dybt ind i især hovedpersonen Erins tanker og følelser. Hun er fortælleren og fører læseren ind i en mystisk verden af forladte, faldefærdige bygninger langs floden. Sammen med to andre flygter hun rutinemæssigt fra børnehjemmet på en tømmerflåde, og det bringer børnene i kontakt med en besynderlig, næsten surreel verden. Her er den naive, umiddelbare, kærlige Himmeløjne med det meget specielle, betydningsladede sprog vokset op, beskyttet af den lettere senile Besfar og uden kontakt med omverdenen. Hendes kærlighed udvirker efterhånden et skred i børnenes sind og nedbryder deres mistro. I denne labyrint af tomme, spøgelsesagtige bygninger forvilder Erin sig f.eks. både reelt og i overført betydning ned i de dybeste kældre, men reddes af Himmeløjnes kærlighed. At denne kærlighed også på børnehjemmet gør en væsentlig forskel i forhold til det velmenende, men inkompetente personale virker måske knap så overbevisende, men læseren sidder tilbage med et stærkt indtryk af børnenes livsvilje og omsorg for hinanden.

Læs hele vurderingen