Her har vi at gøre med en digters klassiske erindringsværk om sin barndom og ungdom. Både sprogligt og indholdsmæssigt er det en sand nydelse, og derfor kan erindringerne læses som sådan og som en af de bedste længe set, men også skønlitterære læsere vil kunne nyde den

.

Dorrit Willumsen er født i 1940 og fortæller om sin barndom og ungdom i København, hvor hun boede først på Nørrebro og senere Vesterbro. Hendes forældre var et umage par, og lille Dorrit voksede op hos sin mor, mormor og morfar. Som den eminente fortæller, hun er, giver hun et fint tidsbillede fra 40'erne og 50'erne, og vi føres på magisk vis ind i barnets unikke univers. Det myldrer med originaler, personligheder og sørgelige skæbner i familien, i gaden, i skolen og på gymnasiet. Morfaderen er en central figur, både som patriarken og eventyrfortælleren. Selv alvorlige øjeblikke krydres med humor, varme og poesi. Allerede som helt ung drømte det ualmindelige barn om at leve af at skrive, men vejen dertil var kroget

.

Elsa Gress, H.E. Nørregaard-Nielsen, Doris Lessing og García Márquez skriver i samme fine stil

.

Med sødme og poesi beretter Dorrit Willumsen om sin sjove, skøre og uberegnelige familie, der selv skabte drama og underholdning i en tid uden fjernsyn. Erindringerne og tiden står skarpt og præcist i et unikt sprog, der kærligt omslutter og favner også modgangen. Vi håber på en snarlig fortsættelse

.