Bøger / faglitteratur

Dansk amatørboksnings historie


Beskrivelse


Forfatteren, der selv har været aktiv som bokser, samler dansk amatørboksnings historie og formidler med kampreferater, fakta og anekdoter en historie som starter i de sidste årtier af 1800-tallet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. apr. 2015

af

af

Carsten Güllich-Nørby

d. 9. apr. 2015

Velplaceret højre-kryds af en bog til bokseinteresserede, der søger anekdotisk underholdende historik om dansk amatørboksning fortalt af en bokseentusiast.

Asbjørn B. Christensen (f. 1970) er cand.mag. i historie og dansk, og boksede som aktiv 40 kampe. I sin bog samler han dansk amatørboksnings historie og formidler med kampreferater, fakta og anekdoter en historie som starter i de sidste årtier af 1800-tallet. Bogen fortæller hvordan klubberne i den historiske kronologi bliver organiseret og finder den struktur man kender i dag. Anekdotisk fortælles fx om dengang i 1975, hvor den fra flere Hollywoodfilm kendte bodybuilder og stærke mand Sven-Ole Thorsen udfordrer bokseren Tommy Andersen og taber i anden omgang. De mange illustrationer og fotos er fx tidstypiske annoncer for brokbind og gummistrømper, en glad amatør Brian Nielsen som får guldmedalje ved SM 1988 og en lykkelig Reda Zam Zam i sejrspring ved CBC 2001. Forfatteren reflekterer afsluttende under overskriften: "Er boksning en farlig sport?".

Fra første side er man ikke i tvivl om, at det er en bokseentusiast, der fortæller, og det vel at mærke et menneske, der kender boksningen fra begge sider af ringen. Det er et stort plus. Jeg var simpelthen godt underholdt og har savnet et godt punch fra en bog om dansk amatørboksning på hylden.

Der findes ikke andre bøger alene om dansk amatørboksning. Om boksning bredt findes Ove Ovesens Fra Jim Smith til Mikkel Kessler.