Bøger / skønlitteratur til børn

Batman


Beskrivelse


Tegneserie. 11 historier om Batman hentet fra nogle af de mest populære amerikanske seriehefter fra 1960'erne og 1970'erne.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. juli 2005

af

af

Elin Søborg

d. 1. juli 2005

Der har i de senere år været godt gang i fortolkningerne af Batman-figuren, der oprindelig så verden i Bob Kanes version i 1939. Både film og flot tegnede og fortalte albums har fået Batman ud af seriehefterne og ind på bibliotekerne. Her er der så en udgivelse, der netop bringer de gamle historier fra hefterne til ære og værdighed. Det sker med en samling på 11 historier fra 60'erne og 70'erne, tegnet af Neal Adams, rentegnet af Dick Giordano og med forskellige tekstforfattere som Denny O'Neil og Frank Robbins. Historierne blev oprindeligt lavet til seriehefterne Detective comics og The Brave and the Bold, og de præges af Neals definition af Batman som en veltrænet, uforfærdet helt, der klarer sig på sin gode fysik og sine fremragende deduktive evner, men ikke har nogen overnaturlige kræfter. Denne tolkning var uhyre populær hos det serielæsende publikum, der så Neals Batman som den "rigtige". Tegnestilen er meget farverig og dynamisk med en for tiden utroligt varieret og filmisk brug af billedfladen og meget velkarakteriserede personer. Historierne er enkle at gå til og spændende, men ikke specielt blodige, så dette er i modsætning til flere af de nyligt udkomne albums en udgivelse, der går langt ned aldersmæssigt. En smuk bog i seriehefteformat, stift bind, og med forord og indledning af tegnerne. For alle Batman-fans fra 8/9 år og op.