Madeleine Thien bor i Quebec, hun er af malajisk/kinesisk baggrund, hun har i Canada tidligere udgivet en rost novellesamling, dette er hendes debutroman, og den har opnået international opmærksomhed. Romanens hovedfigur, Gail Lim har som forfatteren asiatisk familiebaggrund, hun er radiojournalist og laver primært dokumentarudsendelser, hvor hun skildrer skæbner. Hun har også arbejdet på at få vished om sin fars og bedstefars historie og om bedstefaderens død, hvor han blev dræbt af japanske soldater ved 2. verdenskrigs slutning i det japansk besatte Borneo. Ved bogens start er Gail netop død af en lungebetændelse på et hospital under en af sine rejser, og hovedparten af historien fortælles af hendes kæreste, men også af hendes forældre. Historiens forskellige handlingstråde ses fra mange forskellige vinkler, ligesom der også springes i tid og rum, fornemmelsen under læsningen er som at betragte let slørede billeder eller små film. Fortællingens tone er også meget lavmælt; den er melankolsk, der er meget fokus på død, men på en skæbnetro måde, der er fremmed for europæere. På trods af det spindelvævsagtige præg er det en skildring, der indfanger sin læser med sit særegne sprog. Den er dybt fascinerende og fortæller også om en kultur, der er meget anderledes, men dog alligevel så let at begribe. Bogen sammenlignes i nogen omtaler med Ondaatje's Den engelske patient

.