Bøger / faglitteratur til børn

Verdens bedste næse


Beskrivelse


Billedbog. Syns-, høre- og lugtesansen gennemgås ved at sammenligne en række dyr med mennesket. Spørgsmålet er, hvem der har de bedste ører, øjne eller næser og konklusionen er, at alle hver især er bedst til det, de er sat i verden for.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. aug. 2013

af

af

Stine Veisegaard

d. 2. aug. 2013

Fagbilledbog om sanserne. Egner sig til oplæsning og samtale med børn fra 3-6 år.

Bogen behandler syns-, høre- og lugtesansen ved at sammenligne en række dyr med mennesket. På hver side præsenteres forskellige dyr: pindsvin, hund, elefant og mange andre. Spørgsmålet er, hvem der har de bedste ører, øjne eller næser. Konklusionen er selvfølgelig, at alle hver især er bedst til netop det, de er sat i verden for. Og vi mennesker sådan set bare er lidt midt imellem, hvilket passer til os. Der er undre-spørgsmål spredt i teksten og søde udsagn fra dyrene. De faktuelle oplysninger om de enkelte dyr formidles på udmærket vis. Forfatter og illustrator, begge fra Sverige, har tidligere udgivet billedbøger. Men dette er første gang sammen. Illustrationerne er glade, farverige og klare. Stilen kan vel bedst karakteriseres som retro á la 1950'ernes og 1960'ernes plakatkunst. Grafisk leges med bogstavernes størrelse og form, hvilket fungerer rigtigt godt. Sproget er dog et par steder lidt knudret, og enkelte ord vil formentligt kræve formidling overfor de mindste. Men emnet er efterspurgt, og ideen med historien er sympatisk. Bogens force er helt klart illustrationerne og samspillet med typografien.

Når du lugter til noget!, Når du ser noget!, Når du hører noget!, alle udgivet i serien Sanserne, er også eksempler på fagbilledbøger om sanserne. Dog til de ældste børnehavebørn.

Emnet sanserne er efterspurgt, og de flotte og farverige illustrationer vil begejstre målgruppen.



Informationer og udgaver