Henriksen hævder indledningsvis, at ytringsfriheden er den grundlæggende pædagogiske kategori, men den skal være positivt bestemt (fravær af tvang er ikke tilstrækkeligt). I det vigtige afsnit"Samtalens teknik", der bygger på J. Habermas' teori om den kommunikative kompetence, tydeliggøres de krav, der må stilles til den kvalificerede samtalepartner i demokratiets debat, videnskabensdiskurs og undervisningens samtale. Dialektik er et andet nøglebegreb. Ikke marxisternes objektive dialektik med dens altomfattende tilværelsesforklaring, men dialektikken som en måde at tænke på,hvori indgår elementerne: begrebet, modsætningen, forandringen og helheden. Som eksempler på repræsentanter for samtalens pædagogik fremhæves Sokrates, Paulo Freire og - især John Dewey. I sinindledning siger H. H., at skolen ikke nødvendigvis behøver at indskrænke sig til at være valplads for generationernes og klassernes kamp. Han vil bekæmpe de autoritære i alle deres afskygninger,og det har han gjortoverbevisende. Sprogligt er bogen alment tilgængelig. Selv om den primært henvender sig til pædagoger, er jeg overbevist om, at også ikke-fagfolk har meget at hente.