Flere steder i disse nye digte af Espen Andersen, (debut: Under trommens sorte hvirvel, 1991), tales der om linjernes "slyngede stier", og netop det bugtede, arabeskagtige er karakteristisk for formen i de titelløse tekster. Her digtes om klassiske temaer: kærlighed, natur og erindring, men fælles er flygtigheden, nuet, hvor tankernes og ordenes skrøbelige og provisoriske forbindelseslinjer pludselig lyser op, for igen hastigt at forsvinde ind i det ordløse og forskelsløse. Det gennemgående forestillingsmønster har at gøre med et punkt af stilhed/tavshed midt i bevægelsen som ordene kan indkredse og afsætte spor i, men aldrig udtømme og fiksere: -"Det er kun ulæselige kragetæer/i margen af den hvide side/ der er tavshedens bog.//Den der føder/ de virkelige fugle/ der flænger papirets skal//med sorte skrigende næb." Derved får EA's digte også en selvreflekterende eller skrifttematisk karakter, fordi de grundlæggende handler om ordenes mulighed for at skabe betydning og sammenhæng midt i det flimrende og forskelsløse. Jagten på dette uhåndgribelige nærvær er et gammelt tema i modernistisk lyrik, men EA udsætter det for endnu en variation i sine lavmælte, musikalske digte, der er både tænksomme og sprogligt velturnerede

.