Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Tiberius Tudefjæs og Skrid-Elvis


Beskrivelse


Tiberius er 6 år og ønsker sig et kæledyr, men hans far vil ikke have dyr i huset. En dag på vej til skole møder Tiberius en hund, som bliver smidt ud af en have. Tiberius tager hunden med i skole, men hans lærer Hanne synes ikke, at hunde skal gå i skole. Og hvad vil hans far mon sige, hvis han tager hunden med hjem?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. aug. 2014

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 8. aug. 2014

Bogen Tiberius Tudefjæs og Skrid-Elvis kan læses højt for børn fra 6 år, og henvender sig til både piger og drenge, som kan lide sjove bøger om hverdagsliv med skole, venner og familie. Bogen kan selvlæses fra 2. klasse.

Fjerde bind i serien om 6-årige Tiberius. Bogen omhandler et velkendt tema i mange børnefamilier: Tiberius ønsker sig et kæledyr, men hans far vil ikke have dyr i huset. En dag på vej til skole møder Tiberius en hund, som bliver smidt ud af en have. Han tager hunden med i skolen, men det er lærerinden ikke glad for. Tiberius tager hunden med hjem, men hans far siger, at de skal finde ejeren. Ejeren viser sig at være en ældre dame, som skal flytte på plejehjem, og Tiberius ender med at få lov til at beholde hunden. Bogen er både sød, sjov og skør og indeholder mange hverdagssituationer, som målgruppen vil kunne genkende. I bogen indgår også elementer af fantasi, fx snakker hunden med Tiberius. Teksten er skrevet i et mundret, nutidigt sprog med meget dialog. Illustrationerne er herlige og livlige akvareltegninger, som supplerer teksten rigtig fint. Forfatter Renée Toft Simonsen har skrevet flere børne- og ungdomsbøger, bl.a. den populære Karla-serie.

Serien om Tiberius minder om Kim Fupz Aakesons Vitello-bøger, som er for lidt yngre børn. Begge serier har en vidunderlig humor, er lidt skæve og skrevet helt i børnehøjde.

Serien om Tiberius er en vidunderlig, nutidig højtlæsningsserie af høj kvalitet, som vil få mange fans.