Bogen henvender sig til læsere med humanistisk/samfundsfaglig baggrund, som interesserer sig for sundhedsvæsenet og til læsere med sundhedsfaglig baggrund som interesserer sig for kommunikation. Bogen kan anvendes som opgavemateriale på sundhedsfaglige uddannelser, men vil være for videnskabelig til sosu-uddannelserne.
Sundhedskommunikation er et forholdsvis nyt begreb og dækker over et bredt spekter af kommunikation imellem forskellige grupper om sundhed. I denne bog fokuseres der på sygehusene, hvis kerneydelse er behandling og pleje af syge. Men denne kerneydelse lader sig ikke realisere uden kommunikation - mellem behandlere og patient, mellem faggrupperne indbyrdes, mellem ledelse og medarbejdere og mellem sygehuset og de eksterne interesser: medier og politikere. At kommunikere er "at gøre fælles", men kommunikation er også en praksis i et mellemmenneskeligt socialt rum. Nutiden er præget af nye kommunikationsteknologier - forskellige medier, så her er blandt andet også fokus på elektroniske patientjournaler. Bogen er en antologi med udspring i Aalborg Universitet. Den er skrevet af forskere, der belyser centrale, kommunikative problemstillinger i det aktuelle danske sygehusvæsen.
Der er ikke andre bøger om sundhedskommunikation med fokus på sygehusene.
Interessant og i allerhøjeste grad relevant fokus på kommunikation i danske sygehuse. Bogen bærer præg af at være skrevet af forskere og fordrer en faglig tilgang af læseren.