Styrt : digte

Titeldigtet i Katrine Marie Guldagers anden digtsamling fremkalder i et eneste kort klip en velkendt situation fra barndommen: Den lånte cykel er alt for høj, man kan ikke nå pedalerne, ogderefter det uundgåelige styrt ned mod asfalten. Denne oplevelse af at miste fodfæste og orientering i en verden uden midtpunkt, der ofte antager labyrintens form, er det bærende motiv i samlingen.Helt ud i digtenes grafiske udformning som tætte, kompakte tekstblokke fornemmer man bogstaveligt det labyrintiske, uoverskuelige, hvor det er svært at orientere sig. Billeder og sansninger sættesskarpt op imod hinanden, uden forbindende indskud, og teksternes hurtige klip og synsvinkelskift afspejler det overfyldte byunivers af ting og overflader, som jeget bevæger sig rundt i. Tingenehænger ikke sammen og tiden og erindringen forsvinder mellem hænderne på jeget 'som mørnet træ, der langsomt skrider fra hinanden'. Der er en fin overensstemmelse mellem form og indhold iteksterne, hvis sprogligeunivers er lige så turbulent som den virkelighed.de forsøger at indfange. Det er et afgrænset rum KMG sætter i scene i sine digte, og tematisk føjes der ikke nogetafgørende nyt til debuten Dagene skifter hænder fra 1994. Til gengæld besidder hendes digte en sansenærhed og konkretion som skiller sig markant ud fra mange jævnaldrende kollegers pæne, men lidtblodfattige poesi.

Læs hele vurderingen