Femte og afsluttende del af Barbarotti-serien, som lagde ud med Menneske uden hund. Den går udpræget i mol og kræver en fan, der er bekendt med universet og den specielle stil. Jeg er til gengæld sikker på, at fangruppen vil opleve det som et tab, at Barbarotti nu takker af.

Kommissær Barbarottis liv er gået i stykker: hans elskede Marianne er død efter en hjerneblødning og han er nu alene med sin sorg og deres 5 sammenbragte børn. Hos Kymlingepolitiet er man bekymret og griber fat i en gammel uopklaret sag, som er skånsom nok til, at Barbarotti kan komme i jobprøvning. Sagen handler om en mand, der forsvandt på sin knallert - humlen er at han boede sammen med kvinden Ellen Bjarnebo fra gården Lille Burma, som blev dømt for at have slået sin første mand ihjel. Den almene tanke var, at hun nok også havde bortskaffet nummer 2, uden der dog kunne føres bevis for det. Barbarotti tuller lidt omkring, uinteresseret og tom for energi, men sporhunden i ham vækkes dog langsomt til live og sender ham på rejse, alt imens han samtaler med både Vorherre og sin gamle kollega Eva Backman. Sorgen og mismodet løber igennem bogen, som er blottet for ydre dramatik.

Man kan også glimrende læse forfatterens Van Veeteren-serie og kollegaen Leif G.W.Persson.

En fin afslutning på en yndet krimiserie, hvor det er kommissæren selv snarere end forbrydelserne, der er i centrum. Nesser er filosofisk anlagt med interesse for menneskelige relationer, og netop derfor kommer man så tæt på hans romanfigurer.

Kontrakten med Vorherre bliver sat på prøve, da Gunnar vågner en morgen og finder sin dejlige Marianne død ved siden af sig i sengen. Byen Kymlinge findes på kortet i nogenlunde samme omfang som Burm...