Rejsen til det forbudte bjerg

Ofte ser man fantasyromaner stivne i selvhøjtidelig heroisme, hvor sværdsvingende keltiske kæmper kræver deres ret, mens månesyge alfer danser i skoven. Forfattere som T. Powers, R. Holdstock,R. McCammon m.fl. har faktisk i (endnu) ikke oversatte romaner forsøgt at redefmere genren, men også mindre markante bud på udnyttelse af genrens muligheder er velkomne - f.eks danske NormanLindtners (Kommer straks, 1984 m.m.) eventyr med gammeltestamentelige overtoner. Da en unaturlig kulde lægger sig over bopladsen, beslutter fiskeren Amt sig for at vandre sydpå med kone og børn.Undervejs gennem det øde landskab dør to af børnene, og i sin sorg indvilliger Amt i at lade en mystisk sekt af præster genoplive dem. Et sådant brud på naturens orden får selvfølgelig uhyggeligekonsekvenser, og Arnt drager til det Forbudte Bjerg for at redde sine børns sjæle og genoprette balancen i en verden, hvor de unge ikke vil leve og oldingene ikke dø. Den handlingsmæssigt set enkleroman er ikke udensproglige og kompositoriske svagheder. Men en solid spænding opretholdes, og eventyrets helt centrale figur, den ganske uheroiske og kronisk skyldplagede Arnt, fremstår nærmestrørende - splittet som han er mellem en rastløs frihedstrang og kærligheden ti I sine børn.

Læs hele vurderingen