Bøger / skønlitteratur / dramatik

Party


Beskrivelse


Skuespil. To lidt kiksede mænd i tyverne planlægger alletiders party. En gammel kone i kørestol og den gravide Yvonne dukker op - og så er det om ikke at tabe ansigt ...

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. okt. 2001

af

af

Thorkild Brunsborg

d. 8. okt. 2001

Kim Fupz Aakeson er en uhyre produktiv forfatter, men så vidt jeg kan se, har han ikke skrevet skuespil før. Det kan han imidlertid trygt blive ved med, hvis han fortsætter på dette niveau. To fyre midt i tyverne har besluttet, at nu skal der være fest i deres lillebitte, tarvelige lejlighed. Men alle "vennerne" lader vente på sig. Imens får de to fyre ved en fejltagelse overdraget en ældre, invalid "mor" fra det offentlige (de er ikke brødre), og den gravide Yvonne, der ikke er inviteret, kommer anstigende. Vi er nær samfundets absolutte bund, men begge gutterne kæmper alligevel på hver sin måde for at holde skindet på næsen og æren ved lige. Der er tale om en form for sort komedie: udsigterne for de fire medvirkende er i virkeligheden skræmmende, men trods alt får forfatteren os til at opfatte slutningens nulpunkt som en form for en happy end, hvor alle de medvirkende for første gang føler sig lidt som "familie". Der er fire (evt. fem) medvirkende, og stykket kan spilles på ca. fem kvarter. Der er kun én dekoration - lejligheden - og replikker, man som skuespiller vil elske at sige. Man kan såmænd også få en lille klump i halsen af at læse stykket.