Paradis - tro

Anden del af Ulrich Seidls Paradis-trilogi har tro som tema og skildrer en katolsk kvindes kamp for sin religion - og ikke mindst med sig selv og sit liv. Filmens og hele trilogiens målgruppe er et voksent publikum, der værdsætter moderne filmkunst med fokus på eksistentielle fortællinger, der både rimer på nysgerrig undren og smerte.

Anna Maria kæmper for sin katolske tro. Med en Madonna-figur under armen stemmer hun dørklokker for at missionere. Og hjemme pisker hun sig selv og går bodsgang på knæene rundt i lejligheden. Men den determinerede hverdag krakelerer, da hendes forkrøblede, muslimske mand efter længere tids fravær dukker op igen. Paradis - tro melder ud med en beretning om en flagellant med erotiske fantasier omkring sit kald. En nat tager Anna Maria således sit krucifiks med under dynen. Men der sker et interessant skift, da hun skal forholde sig til sin muslimske mand. Det bliver et strindbergsk drama af forbandelse og ydmygelser i en tosomhedens uforsonlige dødedans.

Sædvanen tro bruger Ulrich Seidl en registrerende, dvælende stil med lange totaler. Filmen glimrer simpelthen ved fravær af nærbilleder. I pinagtige tableauer registreres en kvindelig frelserskikkelse, der er beslægtet med Luis Buñues religiøst-erotiske univers og især Viridiana, 1961. Paradis - tro, 2012 er trilogiens mørkeste film.

Undertiden pinagtigt og grænsende til det ubærlige. Men filmen er et uomgængeligt værk og anbefales ganske som hele trilogien for kunstnerisk mod og egenart.

Læs hele vurderingen