Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Ofelia elsker Eskild?


Beskrivelse


Eskild er lækker, synes alle pigerne i Ofelias klasse, især Vigga. Ofelia ved ikke rigtigt, hvad hun skal synes, men et eller andet sker der, når Eskild går forbi.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. aug. 2013

af

af

Jesper Holtoug

d. 30. aug. 2013

Den lille, fine bog er en serie i serien, det er nemlig en bog i serierne Ofelia-serien og Billebøgerne, som består af lette hverdagshistorier for aldersgruppen 6-8 år. Bogen her tilhører den sværeste kategori i serien - svarende til lix 10 - hvilket er markeret med tre biller på omslag og ryg.

Bogen kan ved første øjekast set meget "tøset" ud med lyserødt omslag, sirlige stregtegninger og hjerter alle vegne. Men det snyder, gør det. For en lille krabat gemmer sig i både sprogtone, tema og hovedfigur. Der er befriende, små eksempler på forvirring, tøse-fnidder og skæve påfund. Hverken smart tøj, rigtigt fest-design eller dulle-opførsel viser sig at give point hos klassens sødeste fyr. Der skal helt andre virkemidler til, som fx en fed hund, en omgang fodbold eller en far med en rød MG. Sproget er enkelt, men der gemmer sig flere små overraskelser både i tema og dialog, hvilket tilføjer den lille kærlighedsfortælling bid og tankestof. Desuden rummer Sidsel Brix' sirlige stregtegninger ved nærmere eftersyn også lidt kant og skarphed.

Tonen i den lille hverdagsfortælling er ret speciel, dog fornemmes en lille snert af Guldagers Frøken Ignora og en dosis Thit fra forfatterens egne historier.

Ofelias lille kærlighedshistorie overrasker på den gode måde. Det anslag til kedsommeligt genkendelig kamp mellem de stærke piger om klassens lækre fyr tager en overraskende drejning, som nok rummer både hjertebanken og velkendt pigefnidder, men samtidig udfordrer begge dele.