Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Mumitroldens bedste godnathistorier


Beskrivelse


Syv fortællinger om beboerne i Mumidalen. Læseren møder dem bl.a. på udflugt, når Mumitrolden modtager en spændende pakke og ved sengetid.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2008

af

af

Ulla Møller

d. 18. dec. 2008

En introduktion til Mumitroldenes forunderlige univers for de 4-6-årige, der måske kender Mumi fra film og billedbøger.

Den finske forfatterinde er kendt og anerkendt i hjemlandet for et omfattende forfatterskab fortrinsvis for børn, og hun er repræsenteret i IBBY i Finland. Det er hendes første bog på dansk. De syv historier er alle hentet i Mumitroldenes verden, og deres oplevelser er genkendelige for målgruppen med svømmeture, udflugter, overraskelser, og den sidste korte historie "Sengetid" slår samlingens tema an. De syv enkle fortællinger savner den dystre grundstemning og den finurlige personbeskrivelse der karakteriserer Tove Jansons oprindelige værk og som har fascineret børn og voksne i mere end 60 år. Sproget er letlæst og nutidigt, men også her savnes den specielle Mumi-stemnming der er svær at definere. Der er ikke oplyst nogen illustrator, men heller ikke de spinkle, lidt tegneserieagtige farvelagte stregtegninger står mål med Tove Jansons oprindelige ekspressive tegninger.

Mumitroldene oplever p.t. en renæssance både med nye bøger, billedbøger og tegneserier hentet i Mumiernes verden og genudgivelser af de oprindelige titler. En tendens der genkendes fra andre kendte klassikere som fx Peter Pedal og Rasmus Klump, hvor bearbejdelserne dog sjældent bliver andet end en bleg efterligning af den ægte vare.

En samling søde småfortællinger hvor handlingen udspilles i et univers, som nogle børn allerede kender, men de oprindelige historier byder på større oplevelser.



Informationer og udgaver