Mama Grandes begravelse

Den galskab, sproglige overdådighed og frodige fantasi, man har lært at sætte pris på hos García Márquez, og den farlighed, som f.eks. afdækkedes i bl.a. Ingen skriver til obersten (1969),synes kun glimtvis at dukke op i disse fortællinger, der - læst for sig - kan forekomme blege, ufærdige og trivielle. - Knyttet til hinanden, som de er, aner man dog, at disse historier, somspænder fra detaljeret realisme over drømmefragmenter og -billeder til politisk allegori, skal forstås i en sammenhæng - som en foregriben af beretningen om GM's yndlingsunivers Macondo (en pendanttil det faulknerske Yoknapatawha), som vi kender den fra den forrygende krønike Hunderede års ensomhed (1969). - Titelnovellen fortjener dog at fremhæves. Her er alle de elementer, som gør GM tilen ener i verdenslitteraturen: grotesk humor, præcis og original personkarakteristik, veludviklet sans for miljø og atmosfære og ikke mindst: en forrygende evne til at fortælle en virkelig godhistorie, som både kræsne ogjævne læsere vil kunne goutere. - Ansk. som GM's øvrige værker.

Læs hele vurderingen