Bøger / skønlitteratur / roman

Livets træ


Beskrivelse


De islandske nybyggere i Canada får langsomt fodfæste i den nye verden, men brevene hjem fortæller også en hjerteskærende historie om savn og længsel, og om familiebånd der brister.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. sep. 2003

af

af

Helle Winther Olsen

d. 1. sep. 2003

Andet og sidste bind af den islandske udvandrer- og slægtsroman der startede med Vindenes hjem, og som skildrer dels Island dels nybyggerlivet i Canada over en godt hundredårig periode frem til 1940. Romanen falder i to dele, hvor første del samler op på skæbnerne fra forrige roman. Også her centreret omkring Olaf Spillemand der af sognet fik en fribillet til Canada. Han vender hjem til Island - gifter sig igen for så atter at drage mod vest. Romanens anden del følger sønnen Jens Duffrin der p.g.a. sit voldsomme temperament og uheldige ydre udstødes af den islandske koloni. Stærkt indtryk gør beskrivelsen af hans turneperiode med et menneskecirkus der udstiller fremmede folkeslag, og hvor han sammen med et par dværgsøstre skal udstille den islandske race. Romanen kommer godt omkring de både livskraftige og de mere skrøbelige grene på livets og slægtens træ, og giver et troværdigt billede af et isoleret, "vildt" islandsk samfund og af et nybyggersamfund, der trods sammenhold langsomt integrerer sig i det fremmede. Historien bygger på efterladte breve fra forfatterens slægtninge og fremstår i sig selv som et langt brev til yngste generation. En fin slægtsroman der med sit menneskemylder og mange sideskud kræver læserens koncentration og fordybelse.