Bogen indeholder gruk valgt ud fra de tyve samlinger 1940-64 samt en håndfuld digte fra Du skat plante et træ (1960), og for hver tekst får man en tegning i forfatterens velkendte luftige oghurtige streg. Den lille gammelkloge gut Lars Løvetand - af uransagelige grunde han han skiftet fornavn fra Leif til Lars - er en gennemgående figur ('Lars Løvetand gør sig sin egen idé / om hvadder går for sig'), og ved hans side står iagttageren, den stolte fader. Men også tekster, der på én eller anden måde kredser om børn og barndom, får vi mange af i bogen her - f.eks. dettepædagogiske trøstegruk, et af de bedste: »Forældre / kan opdrages / til at forstå. / Men så skal man også / ha haft dem fra små«. - Man kommer ikke udenom, at tidens tand har mærket de fleste afdisse tekster. Pointerne er svage, banaliteterne blomstrer, og de patetiske digte fra Du skal plante et træ skurrer slemt mod den finurlige Lars Løvetands meriter. Der er dog grænser for, hvormange gange man kan pressecitronen..