Bøger / skønlitteratur / roman

Kongekroner og rubinens hemmelighed : historisk roman


Beskrivelse


En tempofyldt historisk roman der foregår i Norge efter Napoleonskrigenes afslutning i 1814. Den stærke husfrue til Rød Hovedgård, Cathrine, hjælper sin mand i dels det anspændte politiske spil, hvor en ny krig truer, og dels med en eftersøgen af stjålne svenske kronjuveler.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. nov. 2019

af

af

Helle Winther Olsen

d. 25. nov. 2019

Historisk roman om politik, familie og skæbne, der foregår i Norge kort efter fredsslutningen efter Napoleonskrigene. Her spiller den stærke husfrue til Rød Hovedgård, Cathrine von Cappelen Tank, en vigtig rolle i at forhindre en ny krigs opståen. For læsere med interesse for historie og stærke heltinder.

I 1814 var kongeriget Danmark-Norge på den tabende side i Napoleonskrigene. Ved freden i Kiel blev Danmark tvunget til at afstå Norge til kongen af Sverige, noget Norge var utilfreds med. Storbonden Carsten Tank i det østlige Norge forsøger at holde sig neutral i det storpolitiske spil, og det er hans hustru helt uenig i. Hun tager sagen i egen hånd, fordi hun fornemmer, at hendes mand derudover har noget i klemme. Nemlig nogle juveler, han havde fået i sin varetægt, men mistede i løbet af krigen. Og ikke bare nogle tilfældige juveler, men en værdifuld del af de svenske kronjuveler. Hvis disse igen kan tilvejebringes, vil situationen se mere gunstig ud.

Romanens historiske fundament virker godt researchet, og de fiktive hovedpersoner blander sig vellykket med de historiske i en dramafyldt, storpolitisk historie, malet med en bred pensel. At de nordiske lande var så tæt på en ny krig i 1814, er nok ny viden for mange læsere af spændende historiske dramaer, der her får en tempofyldt, velskrevet oplevelse.

Den dansk-norske forfatters læsere vil uden tvivl også nyde Maria Hellebergs historiske dramaer. De gør begge brug af stærke heltinder i hovedrollerne.