Bøger / skønlitteratur til børn / sjove bøger

Jeg vil ha' min tand!


Beskrivelse


Billedbog. Den lille prinsesse får en rokketand, og da den falder ud, kan ingen finde den, selv om de leder allevegne.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. okt. 2002

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 2. okt. 2002

Endnu en billedbog af Tony Ross om den lille prinsesse, som vi efterhånden kender så godt. Denne gang handler historien om at miste sine mælketænder. Prinsessen er stolt af sit flotte tandsæt, men en dag begynder en af fortænderne at rokke. Da prinsessen er kommet sig over chokket synes hun egentlig, at det er ganske sjovt at rokke med tanden. men en dag sker det uundgåelige: Tanden falder ud, og ingen kan finde den! Alle leder højt og lavt, indtil prinsessen opdager, at hendes hidtil tandløse lillebror har fået en tand, som jo så må være hendes tabte rokketand. Slutbilledet viser, at det i virkeligheden er katten, der har taget tanden. Som i de tidligere historier om prinsessen er teksten indskrænket til korte, enkle sætninger under hvert billede. De farvelagte akvareller er i Tony Ross ́sædvanlige sprælske og karikerede stil, og det er som sædvanlig dem, der bærer den lille "emne"-historie. De er fulde af sjove og finurlige detaljer, som bibringer den enkle historie humor og charme. Man kan indvende, at målgruppens 3-4årige ikke har fået rokketænder endnu, men børnene kender nok udmærket fænomenet. Alt i alt endnu en fornøjelig "prinsessehistorie" for de mindste billedbogslæsere.