Bibliotekernes vurdering
d. 13. aug. 2020
af
af
Grethe Lorentzen
d. 13. aug. 2020
En barsk og hjerteskærende beretning om et lidelsesfuldt forløb med demenssygdommen Alzheimers. Til andre pårørende til demenssyge og til professionelle plejere.
I 2014 fik Bjørn Jacobsen konstateret Alzheimers, 48 år gammel. Fem år senere døde han af sygdommen. Hustruen Julie Rubow fortæller om udviklingen i Bjørns sygdom, og om hendes kampe i de fem år for at give ham, der huskes fra dokumentaren "En stille forsvinden" på DR1, den bedste behandling. Hun vil med sin personlige beretning også forsøge at vise de menneskelige konsekvenser af de åbenlyse mangler i sundhedssystemet, som medicinerer frem for at drage omsorg. Fokus i behandlingen af demente bør altid være forebyggende i form af omsorg, så man undgår vildfarelser, som kan medføre mistolkning af verden og dermed angst, paranoia og afmagt, siger hun. Hun har startet bloggen http://www.livetmedalzheimer.dk.
Julie Rubows velskrevne og bevægende beretning er et vigtigt indlæg til italesættelse af debatten om demensbehandling, fordi den med al ønskelig tydelighed demonstrerer, at sundhedssystemet ikke er gearet til at pleje og behandle demente, og at det er svært for pårørende at få den støtte og opbakning, de har brug for.
Bøgerne Når omsorg er den bedste medicinMit hjerte har ikke demens og Mit hjerte har ikke demens er helt på linje med Julie Rubow i hendes udsagn om, at omsorg er den bedste medicin til dementeBøgerne Når omsorg er den bedste medicin og er helt på linje med Julie Rubow i hendes udsagn om, at omsorg er den bedste medicin til demente.
