Jeg så Ramallah

Denne smukt skrevne, prisbelønnede selvbiografi af en forfatter uden partipolitisk tilknytning kaster nyt lys over Palæstina-spørgsmålet med sit fokus på den menneskelige, følelsesmæssige side. Vil appellere til læsere, der forstår at værdsætte det poetiske sprog og den eksistentialistiske synsvinkel.

Forfatteren er palæstinenser, og man mærker på det smukke, billedrige sprog, at han er lyriker. I øvrigt lader han enkelte udvalgte digte illustrere sine tanker. I 1967 drager han til Cairo for at gøre sin universitetsuddannelse færdig, og få måneder efter har Seksdageskrigen spredt familien for alle vinde og gjort det umuligt for ham at vende tilbage. Efter 30 år i eksil kan han endelig besøge sin hjemegn. Gensynet vækker blandede følelser i ham, glæden ved at gense familie og venner, sorgen over de døde, fornemmelsen af ikke at høre til. I en lang række kalejdoskopiske erindringsglimt giver han et uafrysteligt indtryk af, hvad det gør ved at menneske at leve i eksil. Som digter er han desuden dobbelt eksileret, på en gang fri og fremmedgjort.

Bogen er unik ved sin poetiske, vemodige fremstilling af et liv som eksileret palæstinenser.

En stærk, levende, vemodig og indsigtsfuld selvbiografi, hvis indtrængende, poetiske beskrivelse af landflygtighedens vilkår tilfører det private et universelt præg.

Læs hele vurderingen