Ilden vækker ingen

Lettiske romaner er ikke hverdagskost for danske læsere, men her er en af slagsen. Den kræver en koncentreret læser med et sind og et temperament, som er åbent for en poetisk og sværmerisk skrivestil og en handling, der går i mange retninger.

Ikke en roman, som let lader sig referere, for alle personer har en historie bag sig om sorg og ensomhed, og historierne fortælles på en sådan måde, at læseren ikke altid ved, hvem der fortælles om, eller om historien er en virkelig historie eller noget mere luftigt. Tid og sted er heller ikke elementer, som man uden videre kan orientere sig i. Den ydre handling i romanen er nogenlunde som følger: Florence og hendes bror Mareus bor sammen med deres mor i en by i Letland. Inden moderens død har Mareus forladt hjemmet, og alene og uden penge gifter Florence sig efter en sørgeperiode med sin tidligere kærestes bror. Det er et kærlighedsløst ægteskab, og efter endt uddannelse forlader Florence sin mand. Omtumlet af et medicinmisbrug tager hun ud til sine bedsteforældres forladte hus, som en gammel brændehugger har passet på i årevis. Her kommer hun langsomt til hægterne og får lidt kontakt med naboerne. Et arbejde som skolelærer får hun også, men eleverne udebliver. Broderen Mareus dukker op og forelsker sig voldsomt og fatalt i en af nabokvinderne.

Første roman på dansk af Inga Abele (født 1972) og en af Letlands lovende forfattere.

En anderledes, speciel og fabulerende roman fra Letland for den vante og tålmodige læsere.

Læs hele vurderingen

Anderledes og spændende roman fra Letland om skyld og skam serveret som magisk realisme. "Sikke et liv" - sådan sukker historiens hovedperson Florence og fortsætter: "Hvis der var nogen, der placerede...

Læs anmeldelse