Romanens fortæller er Laila, der som lille blev bortført fra sin familie og solgt til en ældre marokkansk dame, som hun går til hånde, men har det godt hos og får undervisning af. Da den gamle dame dør opholder hun sig en tid i et bordel, hvor hun af luderne behandles som deres lille maskot. Da bordellet rømmes opsøger hun en af pigerne sammen med hvem hun, nu som stor teenager rejser til Paris som illegal immigrant, hjulpet af menneskesmuglere. I Paris lever hun "under jorden", men får nogle falske papirer, så hun kan studere og senere tage til USA på et stipendium. Romanen ender tilbage i Nordafrika, hvor hun kommer tilbage for at lede efter sit tabte jeg. En velfortalt, fængslende roman om en pige, der imod alle odds overlever og udvikler sig. Fortællersynsvinklen lader os opleve bogens begivenheder med Lailas øjne og ører og det sætter læseren på arbejde, fordi hun ofte fortolker meget subjektivt og i overensstemmelse med sine øjeblikkelige stemninger og behov. En helt anderledes bog end den eventyrprægede Karantæneøen, der kom på dansk i 1987, men en roman, der kan anvendes bredt også til læsere, der er jævnaldrende eller lidt ældre end den Laila, der lever i Paris som næsten gadebarn.