Gilliaps store tid

Ornitologisk kortroman eller naturpoetisk kærlighedsmosaik kunne man karakterisere NJ's uortodokse romandebut. Bogen består af en række fortællinger i en fortælling om en lille gruppe forunderlige personer, der svæver rundt mellem hinanden og ikke mindst rundt i et lille samfund i den alsiske geografi. For naturen og ikke mindst fuglene spiller hovedrollen i forfatterens fortælleunivers, hvor det er stemningerne og sansningerne, der er det bærende - ikke det episke. Og det er "romanens" problem. På den ene side er de enkelte sekvenser så korte og løst komponeret, at det hele ikke når at fænge fortællemæssigt og personerne ikke at blive interessante nok. Det er egentlig godt nok skrevet med en hyppig brug af dialog og lidt god jordnær humor. På den anden side har det i dansk litteratur ellers så sjældent sete grænseoverskridende fortælleunivers i fiktionsform om kærligheden i og mellem natur og menneske i denne nedbarberede form ikke kraft nok til at bære igennem. Så det hele bliver for luftigt og indforstået trods ambitionen om at skrive kærligheden kort. Men yndere af bøger af typen Jonathan Livingston Havmåge (senest '00) og anden abstrakt-filosofisk fiktion vil måske kunne få udbytte af de spredte tilløb.

Læs hele vurderingen