Et ukendt barn er ikke spor let at putte i en genre-skuffe, for bogen er en blanding af fiktion, selvbiografi og dokumentar. Jeg-fortælleren er en yngre mand, der modtager et manuskript, som er en dansk kvindes beretning fra Tyskland i foråret 1945. Manuskriptet sporer fortælleren ind på hans interesse for 2. verdenskrig, og han begynder at fortælle fra forskellige vinkler: Om en mand, han engang har passet på et plejehjem, som bildte andre ind, at han var gammel østfrontsoldat, om Winston Churchill, om fortællerens oplevelser under en rejse i Tyskland for at lave en film om tyske østfrontveteraner, samt henvisninger til flere forskellige kilder til og værker om krigen. Herefter overlader han ordet til manuskriptet fra Tyskland 1945. Det betyder, at krigen bliver fortalt fra mange vinkler og i flere genrer, så sandheden ikke længere er sort-hvid: Hvad er sandhed, hvad er løgn, og hvor er fiktionen placeret? Hvem er helte og hvem er skurke? Er der måske i virkeligheden flest ofre? Det giver en flot gennemført mangestemmig fortællerinstans. Samtidig er der rene perler undervejs, både stilistisk og indholdsmæssigt, fx beretningen om livet på et plejehjem. Det vil være synd at rubricere bogen som "eksperimenterende roman for historieinteresserede", for den er bestemt også for alle de læsere, der holder af smukt sprog, og romaner, der skal tænkes over.