Et dukkehus i Nyhavn : en barndomsroman fra 1929

En levende og veloplagt beretning om at være pige i et middelklassemiljø/kunstnermiljø i slutningen af tyvernes København får man i denne bog. Forfatteren nåede ikke at skrive den færdig før sin død i 1995, så efter hendes ønske er denne hendes romandebut gjort færdig af hendes mand og hendes datter. Her er ikke tale om en egentlig selvbiografi, men at meget af det, der fortælles om, er selvoplevet, er man ikke i tvivl om. Bogen handler om hverdagen i et kunstnermiljø, hvor far bestemmer og forlanger opvartning og opmærksomhed fra den øvrige familie. Temaet er livet set fra børnehøjde. Den 6-årige Saras sorger og glæder i hverdagen. Hendes ensomhed og evne til at opfinde fantasifigurer, hun kan snakke med for at få has på ensomheden. Hendes undren over de voksnes gøren og laden og over, hvad man kan/må, og hvad man ikke kan/må. Også skolelivet og mødet med arbejderklassen giver anledning til refleksioner. Sara fremstår som en selvstændig og stærk pige, der forsøger at komme ud af den begrænsende pigerolle. Der er mange dialoger, og sproget er let at forstå. De sort/hvide stregtegninger er enkle, og de understøtter udmærket de sproglige billeder. Den kan læses fra 6.kl. af piger (og drenge), der kan lide at læse om og tænke over, hvordan det var at være 6 år dengang, og da de selv var det.

Læs hele vurderingen

Fortælling for børn fra ca. 7 år. I 1929 bor 6-årige Sara med sine forældre og 2 ældre brødre i Nyhavn. Forældrene er kunstnere. Faderen forfatter og moderen maler. Kønsrollemønstret er dog det traditionelle, så moderen er mest husmor. Faderen er familiens overhoved. Hans ord er lov, og det er hans sindsstemninger, der betinger, hvordan familiens hverdag er. Sara er den mindste og kun en pige. Alligevel er hun selvstændig og finder sig ikke i alt. Hun har en livlig fantasi og leger godt med sine dukker og sit dukkehus. Hun går i skole, leger med sine veninder og fejrer sin 7-års fødselsdag med gaver og Tivolitur for familien. Forfatteren var datter af kunstnerparret Margrethe og Louis Levy. Bogen er bygget over hendes egne barndomserindringer. Det stærkt selvbiografiske præg bevirker, at fortællingen virker autentisk og vedkommende. Bogens styrke er den troværdige miljøbeskrivelse og den fine skildring af pige- og kvindeliv for 70 år siden. Skildringen af Sara og hendes mor er vellykket. Forfatteren var aktiv inden for kvindebevægelsen, og hendes kritiske indstilling til datidens pigeopdragelse skinner klart igennem. En atmosfærefyldt oplæsningsbog, der også vil kunne nydes af nostalgiske bedstemødre. Illustreret med mange tegninger i sort/hvid.

Læs hele vurderingen