Bøger / skønlitteratur til børn / undervisnings-materiale

Hvad glor du på?


Beskrivelse


Sten og Viggo øver sig i at læse ord. På damens bluse står der to ord. Men hvad står der i midten? Der er lagt op til ballade med damens mand.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. okt. 1997

af

af

Mogens Bille (skole)

d. 7. okt. 1997

Dette er en lille perle til den allerførste læsning! I serien Mini zoom tilbydes hermed et par historier om Steen og Viggo, hvoraf den foreliggende er den første af - indtil videre - to titler. Men jeg håber meget, at forfatteren ikke lader det blive ved det! Steen og Viggo er lige i den fase af læseudviklingen, hvor de har haft "aha-oplevelsen" ved, at de mærkelige tegn giver mening og ord, når man sætter dem sammen. Og derfor bliver alle skilte, reklamer m.v. som møder deres blik forsøgt stavet og tydet. Da de sidder på torvet bliver deres opmærksomhed fanget af et iøjnefaldende par ved nabobordet. Damen har ordene "bøf" og "vin" påtrykt den bølgende barm - men hvad er det dog for et ord, der skjuler sig i kavalergangen?? Og hvad er det damens meget store kæreste har tatoveret på den svulmende overarm?? En historie rig på humor, oplevelse og - ikke mindst - med masser af god pædagogik. For at fuldende billedet bliver historien underbygget af nogle helt pragtfulde, farvelagte illustrationer, som gav undertegnede nostalgiske tilbageglimt fra mine første oplevelser med Ungermanns dejlige illustrationer til Palle alene i verden. Til den tidligste selv-og fælleslæsning i 1.-2.klasse.


Bibliotekernes vurdering

d. 7. okt. 1997

af

af

Søren Roth

d. 7. okt. 1997

Jørn Jensen har skrevet en del begynderlæsningsbøger, også i serien Mini zoom. Det er oplagte bøger, som giver begynderlæseren oplevelsen af at have læst en hel bog. På få sider fortæller forfatteren en lille fin og oplevelsesrig historie. Sten og Viggo er begynderlæsere, og konkurrerer om at læse ord. Deres læsning af skilte udvides til læsning af tatoveringen på armen af en kæmpe mand, som er sammen med en barmfager kvinde med tekst på blusen - bøf vin, hvor noget gemmer sig i kavalergangen. Drengene glor sig bevidstløse på kvindens barm i et forsøg på at læse ordet i kavalergangen. En sådan handling kræver et forsvar, så drengene siger, at de øver sig i at læse ord. De udfordres på endnu en tatovering med ordet Rom - som de i deres befippelse ikke kan få til andet end mor. Rent til grin kan de forlade stedet og får samtidig set ordet i kavalergangen. Begynderlæseren kan grine med over drengenes manglende evne til at læse de mest simple ord. Det er en morsom lille historie, som også rummer optakt til dramatik. Den er herligt illustreret med udtryksfulde tegninger i farver. Bogen har en tydelig typografi. Til begynderlæsere (lix 5) fra 7 år.