Var det en flugtbilist, der var skyld i billedskønne Albertes død på en øde vej på Bornholm for mere end 16 år siden? Igen trækkes Carl Mørch og hans gruppe lidt modvilligt ind i en sag, som stort set er glemt. Adlers store trofaste fanskare er allerede begyndt at glæde sig, og nye vil strømme til.

Der er lidt stille i afdeling Q. En opringning fra en bornholmsk kollega, som er besat af en gammel sag vækker ikke den lidt sløve Carl Mørch til dåd. Da betjenten dage senere tager sit eget liv, tager han og Assad alligevel en tur til ferieøen, hvor de snart er fuldt optaget af en sag, som ikke kun bringer dem rundt i landet. Den fører dem også ind i et spirituelt miljø i hvis nærhed et parallelt handlingsforløb fortæller om nogle unge kvinders pludselige forsvinden.

Jussi Adler Olsen viser igen, at han er titlen som dansk krimimester værdig. Sprogligt ligger han foran de fleste, og især hans dialog er suveræn. Hurtig, naturlig og stemningsgivende. Plottet er denne gang mere nede på jorden, og fungerer bedre end i flere tidligere titler. Bedst er dog beskrivelsen af Mørch og hans sære kolleger, som udvikler sig gennem serien. En Adler i den bedre ende, og det siger ikke så lidt.

Theorins krimier, feks. Skumringstimen

---

---

spiller også på det mystiske og virker i kraft af en stemning, men Adler har alligevel det glimt i øjet, som sikrer ham en helt særlig positionTheorins krimier, feks. Skumringstimen spiller også på det mystiske og virker i kraft af en stemning, men Adler har alligevel det glimt i øjet, som sikrer ham en helt særlig position.