Bøger / faglitteratur

Degubogen : for dig der holder degu


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. jan. 2009

af

af

Søren Møller

d. 12. jan. 2009

Deguen er af gnaverfamilien og stammer fra Sydamerika. Den er lidt mindre end et marsvin. Den er ny som kæledyr i Danmark. Bogen er mest for større børn og den voksne læser.

Her skrives om den vilde degu, dens udseende og levevis, og om hvordan man passer den i fangenskab, herunder dens bur, fodring, avl, sygdomme, og hvordan man kan omgås dyrene på en fornøjelig måde. Som hobbydyr har deguen den fordel i forhold til en hamster, at den er vågen om dagen, når ejeren gerne vil opleve den. Ind imellem de mere konkrete informationer fortæller forfatteren meget om sine egne oplevelser med en stor bestand af deguer i en nedlagt stald. Hun giver konkrete erfaringer fra sit eget deguhold og historier om nogle af sine egne deguers livsforløb og optræden. Nogle af de faglige oplysninger kunne være mere præcise. Retskrivningen og tegnsætningen er mærkbart mangelfuld. Layouten er hjemmelavet på en tung og umoderne måde. Bogen er sat med meget store typer, så den er ikke så stor, som sidetallet måske kan lade formode. Illustreret med 6 farvefotos af middelskarp kvalitet.

Da deguerne er ret nye som hobbydyr, er det ikke nemt at finde noget på dansk. Man kan dog finde tre informationstætte sider i Michael O. Jørgensen: Eksotiske pattedyr : naturlig pasning, 2003, og man må forvente, at der med artens stigende popularitet snart vil kunne findes noget mere i bogform.

En instruktions- og erindringsbog om hold af deguer. Ud over instruktionerne udgøres teksten for en stor del af forfatterens causerende beretninger om sine oplevelser med egne deguer.