Bøger / faglitteratur / kogebøger

Agersø kro : gastronomi & logi : omgivelserne og øens spisekammer med opskrifter fra en delvis svunden tid


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. juli 2012

af

af

Birgit Sloth

d. 17. juli 2012

En bog for dem der interesserer sig for livet på de danske småøer i dag. Bogen giver lyst til at besøge øen og kroen, hvor der serveres dansk mad i nye variationer. Opskrifterne henvender sig til alle, der har lyst til at genopdage eller forny de klassiske retter. Pænt layout i tværformat med mange fotografier fra øen og af de færdige retter.

Agersø ligger i Storebælt og der er ca. 200 fastboende. Kroen har eksisteret siden 1703 og drives i dag som kro, kursusejendom og vinhandel. Kroejerne fortæller om øens historien, markante bygninger, "originaler" og livet på øen imellem opskrifterne, der dominerer bogen. Opskrifterne er opdelt i tre sæsoner: forsommer, midsommer og sensommer og har opskrifter på forretter, hovedretter og desserter. Her finder man bl.a. sprængt kalvespidsbryst, citronfromage, stegt flæsk - opskrifter fra "en delvis svunden tid ", som bogen selv siger. Dertil kommer opskrifter på frokostretter som sild, fiskefrikadeller og røget ål samt grundopskrifter. Alt sammen retter der er baseret på lokale råvarer og har et landligt islæt.

Lignende bøger som fx På kro i Sønderho og Falsled Kro har været om kendte steder. Jeg tror ikke der er mange, som kender Agersø.

En samling opskrifter der fint genopliver nogle af de klassiske danske retter og samtidig er et fremstød for turismen på øen, der nok er et besøg værd.