Til alle Auster-fans er her en næsten 1000 sider lang roman i godt selskab med fire forskellige versioner af unge Archie Ferguson og hans liv.

I denne roman giver Auster os fire spor i den samme mands liv: Tænk nu hvis ... det gik sådan eller sådan med en romans hovedperson. Hvis nu hans far døde, eller hvis hans forældre blev skilt, hvis nu han blev kæreste med dejlige Amy, fik et bedre forhold til sin far, eller hvis han holdt op med at spille baseball, og hvad nu, hvis han glemte at se til den rigtige side, når han krydsede en vej i England.

Det er som at gå ind i en labyrint med flere veje. De tre ender blindt, den fjerde kommer igennem labyrinten og fortæller den roman, man sidder og læser. På den måde understreges, at fiktionen netop er fiktiv, og fokus ender hos fortælleren og hans tekst. Det er godt gjort. Auster skriver blændende, og man bliver grebet af fortællingerne om Ferguson og spillet mellem hovedperson, fortæller, tekst, realisme og fiktion. Men det er også en drøj roman at komme igennem med dens næsten 1000 sider, bl.a. fordi Auster i lange passager bruger en særlig, lidt langstrakt stil, der mimer gamle dannelsesromaner. Og så skal man være på dupperne for at skelne de fire spor fra hinanden.

Auster ser selv denne roman som sit hovedværk. Jeg mener, at det stadig er New York-trilogien, startende med By af glas

Auster tryllebinder med sit sitrende sprog, sin indsigt i psykiske og fysiske tilstande og i de nære relationer, der er væsentlige for en drengs og ung mands dannelsesrejse i efterkrigstidens USA. En ...