Willums veje

Med afsæt i en mindeplade på kirkegården i Rubjerg i Vendsyssel skriver AML denne kortroman om eneboeren Willum. Tiden er første halvdel af 1700-tallet, stedet fiktivt, men egnen mellemLønstrup og Nørre Lyngby. På den tid var området hjemsøgt af sandflugtskatastrofer, vandrende sandmasser, som lagde alt øde på sin vej. Mange familier opgav kampen mod overmagten, gav op ogefterlod alt for at flytte længere ind i landet. Herved reddede de livet, men græmmede sig næsten til døde ved tanken om, at de havde forladt deres fædrenegård. Men selv om de øvrige i landsbyenbeslutter sig for opbrud, vil Willums far blive. Han ernærer sig primært ved fiskeri og nægter at flytte fra gården. Efter flere småbørns død opgiver Willums mor og flytter fra ham og faderen. Dafaderen drukner er Willum alene med farmoderen, senere helt alene - en særling yderst på kanten af mulig overlevelse. AML skriver næsten besværgende om Willums univers, sandet, havet og fuglene, omet menneske uden for etforpligtende menneskeligt fællesskab. Meddelelsen om moderens død tydeliggør hans skæbne og han opgiver sit liv og vælger at lade sig levende begrave i sandet. En grumhistorie, fortalt i en nøgtern stil og med en næsten farveløs tone, der passer godt til det barske indhold.

Læs hele vurderingen