Claus Handbergs dystre, samfundskritiske poesi om et fællesskab uden vision eller historie anbefales til den fremtidsskeptiske læser

.

"Vores" er en samling digte om dét, som er vores, nemlig fællesskabet. I Handbergs digte er der dog ikke tale om et muntert fællesskab, der fejrer sig selv: "Visionens fuldførelse / var en skuffelse. / Selvsagt fristes man til at sige. / Dette fællesskab blev skudt ud / af en pistol." Stemningen er dyster og resigneret i digtene, hvor forskellige subjekter taler på skift fra et sted i samtiden eller i en, måske, nært forestående fremtid; snart taler et jeg, et man, et vi, snart er tonen agitatorisk, snart resigneret. Fokus er på det, som binder folk sammen i fællesskabet (og fraværet af samme), herunder modersmålet, historien og transaktionerne, som alle har været "økonomiske / og blodige", som det hedder et sted. Kan iflg. forlaget læses som et svar på Handbergs 

Vore mødre dør

---

---

 fra 2016

.

Digtene er velkomponerede og veludførte. Hvor stærke og foruroligende digtene end er, så sniger der sig dog en monotoni ind i de gentagne, deprimerende klageråb om neoliberalismens kapitallogik og vores historieløse samtid

.

Handberg står ikke alene med sin politiske poesi. Blandt samtidens poeter kan peges på Marius Nørup-Nielsen og Lars Skinnebach m.fl. Længere tilbage aner man (tydeligt) Strunge, men også F.P. Jac og Henrik S. Holck

Vore mødre dør

---

---