Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Vilja og myrebogstaverne


Beskrivelse


Pigen Vilja har svært ved at læse. Det gør hende tit både vred og ked af det. Da hun begynder i 3. klasse, får hun en ny lærer, der ved mere om ordblindhed. Og det hjælper hende meget.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. juni 2013

af

af

Bo Knudsen

d. 3. juni 2013

Tredje bog om pigen Vilja. Højtlæsning for de ca. 7-9-årige, især som oplæg til en snak om læsevanskeligheder. Indholdet og den indbydende forside passer sammen.

De to første bøger om pigen Vilja handlede især om demens og døden. Viljas læsevanskeligheder indgik også i handlingen, men her i bog tre fokuseres udelukkende på ordblindhed. Vilja har svært ved at læse, men da hun begynder i tredje klasse, får de en ny lærer, der ved noget om ordblindhed. Med åbenhed i klassen, forskellige indlæringsmetoder, en computer og hårdt arbejde gør Vilja fremskridt. Hele handlingen drejer sig om ordblindhed. Teksten er fin at læse højt, og den suppleres af helsides farveillustrationer i en karikeret streg. Gud har, også i bogen her, en plads i Viljas liv, og nævnes indimellem.

De tre bøger om Vilja ligner hinanden i både indhold og udseende, senest Kan du huske mig, mormor?,2012. Blandt de få bøger om læsevanskeligheder for aldersgruppen er forfatterens egen Pralhals, 1993, Dingo. Grøn og letlæsningsbøgerne om Mark af Jørn Jensen, senest Mark bliver skadet, 2005.

Vilja er en kvik og sød pige. Emnet i bogen her, og de tidligere, er meget relevant. Jeg savner dog lidt handling, der rækker ud over temaet. Jeg synes, det meget koncentrerede fokus begrænser brugen af bogen, så den mest egner sig som oplæg til en snak om ordblindhed.