Bøger / skønlitteratur til børn / dyrefortællinger

Verner og Vuf


Beskrivelse


Billedbog. Katten Verner flytter ind hos hunden Vuf. De kan lide hinanden. Nabohunden frøken Knur kan ikke lide katten, men da Vuf inviterer hende på kaffe, sker der overraskende ting.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. apr. 2012

af

af

Else Lerche

d. 13. apr. 2012

Billedbogen er til de 3-6-årige. Den er fortalt med humor og giver anledning til snak om venskab og kærlighed.

I 2008 udkom forfatteren, der også har illustreret, med Nyt hus til Charlie. Her var temaet ansvarlighed, nu er det venskab og kærlighed. Den meget foretagsomme kat Vera flytter ind hos hunden Vuf, der holder af den. Det gør nabohunden frøken Knur ikke, men hun formildes, da Vuf inviterer hende på kaffe. Slutningen er lykkelig, for Vera får killinger med en af de bejlende hankatte, og frøken Knur flytter ind hos Vuf og kommer i lykkelige omstændigheder. Hundene er påklædte og menneskeliggjorte, kattene er katte. Historien fortælles i et livligt, varieret sprog, der udstråler humor og rummer en del dialog. Meget af historien fortælles i illustrationerne. De tilfører teksten mange sjove og humoristiske detaljer, og personerne er udtryksfulde. Der er liv og bevægelse i billederne, der er malet i stærke, klare akvarelfarver. Brugen af kontur gør, at de enkelte elementer står skarpt. Forsiden viser de varme følelser mellem Vuf og Verner/Vera og bagsideteksten er en fin indgang til bogen.

Jeg kender ikke billedbøger, der helt ligner, men Marvin mangler en makker, 2012 handler også om at mangle en at holde af.

Den velskrevne tekst og de livfulde illustrationer, der i høj grad er med til at fortælle historien, vil fange og more børn fra 3-6 år. Den giver anledning til en snak om de sjove detaljer og budskabet, at det er bedre at dele livet med en anden, end at være alene.



Informationer og udgaver