Bøger / skønlitteratur til børn

Venskab - fra gamle til nye venner


Beskrivelse


Billedbog om drengen Malte der starter i en ny skole. Han savner alle de gamle venner og hvordan får man nye? Bagerst i bogen er der vejledning for voksne og forslag til aktiviteter.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 31. jan. 2003

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 31. jan. 2003

"Det er dejligt med venner! Så har man nogen at grine, græde, le og slås med". En billedbog om venskaber. Drengen Malte er lige flyttet, han savner sine gamle venner og alt det de lavede sammen. Nu skal han starte i en ny skole, og mon det er let at få venner der? Bogen er bygget op af små situationer, som hvert fylder et opslag, hvor vi møder Malte, både sammen med sine gamle og nye venner. Bogen tager også fat på forskellige typer venskaber, bedstevenner, bekendte, pennevenner, voksenvenner osv. Bogen er illustreret i en lidt stor og klodset streg. Forfatter og illustrator har ikke før udgivet noget i DK. Bagerst i bogen er der tips til forskellige ting, man kan lave sammen med en ven, fx at flette et venskabsarmbånd eller lave en hinkerude! Til sidst er der en vejledning for de voksne. En bog for de 4-7 årige, som tager fat på et godt og vigtigt emne, men som desværre gør det på en måde, så bogen bliver lidt kedelig.


Bibliotekernes vurdering

d. 31. jan. 2003

af

af

Lis Mikkelsen (skole)

d. 31. jan. 2003

Denne billedbog er tænkt som en hjælp til familier, der skal flytte. Ved hjælp af bogen kan den voksne forklare barnet, hvordan man får nye venner og beholder de gamle. Billederne er pastelle med udtryksfulde og genkendelige personer, og der er mange småting i billedet. Størstedelen af bogen, der er oversat fra spansk, er en regulær billedbog, der fortæller om Malthe, der lige er flyttet og derfor gerne vil have nogen at lege med. Malthe har gamle venner, og han skaffer sig nye venner ved forældrenes aktive medvirken. Vennerne er typer, og læseren forklares, hvordan fx den pralende og overlegne ven virker. Læseren kan sammen med Malthe lære, hvordan man ikke skal opføre sig, hvis man vil have venner. Derefter kommer der en række konkrete forslag til lege, og sidst i bogen er der et afsnit til de voksne med vejledning i, hvordan man bedst reagerer i forskellige situationer. Bogen lægger op til samtale mellem barn og voksen. Jeg synes, at voksenvejledningen er omstændelig og lidt for pædagogisk. Øverst på venstresiderne er der gule bokse med en slags nøgleord, så den voksne ved hjælp af dem kan strukturere sin samtale med barnet. I samme serie udkommer samtidig Følelser - fra trist til lykkelig. Til samtale mellem et barn i indskolingen og en voksen.