Bøger / skønlitteratur / roman

Væk mig når jeg dør


Beskrivelse


Tvede har fuld fart på, men da han bliver kæreste med Luise begynder problemerne. Hun lider af anoreksi, men der er også noget andet mystisk ved hende.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. sep. 2012

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 17. sep. 2012

Nils Jacob Rey Henningsens første bog for voksne henvender sig især til unge/yngre læsere af begge køn, som er optaget af et liv med fart på.

Nils Jacob Rey Henningsen er oprindelig it-systemudvikler, en baggrund, som han brugte i sin debutbog for unge Frede går amok og nu også i denne roman for unge/voksne. Tvede er freelance-konsulent inden for it-branchen. Han arbejder meget, tjener mange penge og hænger ud med vennerne og kæresten Tanja. Men der er en anden pige, Luise, en tidligere model, som han er tiltrukket af. En dag finder han hende liggende besvimet i en skov, og det varer ikke længe inden de begynder at komme sammen. Tvede finder hurtigt ud af at hun lider af anoreksi, men der er også noget andet ved hende, hun er meget optaget af det spirituelle, noget som Tvede tidligere har afvist fuldstændigt. Samtidig med at Tvede oplever forholdet til Luise mere og mere problematisk, bliver han også stresset i arbejdslivet. Tingene eskalerer for både Luise og Tvede med katastrofale følger. Nils Jacob Ray Henriksen skriver lige ud ad landevejen med mange dialoger, og i romanen berører han mange temaer: anoreksi, stress, psykiske lidelser og det overnaturlige.

Der findes mange romaner, som handler enten om anoreksi, stress eller det overnaturlige, men jeg kan ikke umiddelbart finde nogen, som har alle temaerne med.

Jeg tror at denne roman vil blive læst af de yngre læsere, fordi den berører emner, som mange er optaget af, og fordi forfatteren skriver, så også de læseuvante kan være med.