Journalisten Villi Mantel fra Hanegal rejser i denne bog afstod for at bistå søsteren, der netop har mistet sin mand. Svogeren har begået selvmord, hvilket ikke helt stemmer med det indtryk, Villi Mantel havde af den pæne, solide manufakturhandler. Og langsomt afdækkes lag efter lag, indtil vi får opklaringen på den så godt som ukendte svogers liv. Ørums roman nærmer sig her den psykologiske kriminalroman, og der er de sædvanlige Ørum-ingredienser: stille provinseksistenser, sladder, lidt lurvede kærlighedshistorier, og så den altoverskyggende menneskekundskab i person- og karaktertegning, der kan afdække alle de ophobede løgne. En letlæst og spændende roman, der kan anskaffes af alle biblioteker.