Bøger / skønlitteratur / digte

Udvalgte digte (flere sprog)


Beskrivelse


Nyoversat samling af tre af Lorcas lyriske hovedværker fra 1920'erne og 30'erne, og desuden to længere oder (til maleren og vennen Salvador Dalí og til Alterets Allerhelligste Sakramente), samt et udvalg af breve til vennerne.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. juli 2009

af

af

Jens Hjøllund

d. 8. juli 2009

Hvad enten man i forvejen kender García Lorcas suggestive digte eller ej er der her basis for en læseoplevelse af de helt store og unikke.

I forhold til andre af verdenslitteraturens store lyrikere er García Lorca pænt repræsenteret i dansk oversættelse. Dette nyoversatte udvalg rummer i kronologisk orden tre af hans lyriske hovedværker: Gennembrudssamlingen Cante jondo fra 1921, Sigøjnerballader, 1928, og Diván del Tamarit som var den sidste samling Lorca nåede at færdiggøre før han blev myrdet i 1936, kort efter udbruddet af Den Spanske Borgerkrig. Desuden indeholder udvalget de to lange tekster "Ode til Salvador Dali" og "Ode til Alterets Allerhelligste Sakramente", (som ikke tidligere har været oversat), samt et appendiks med et udvalg af breve. Den "ypperste blandt sproglige flammer i syd" kaldes Lorca i Ole Lillelunds lyriske forord, og det er ikke for meget sagt om disse digtes dybt personlige fusion af natur, folkedigtning, religiøs mystik og surrealisme.

Det bredeste og mest repræsentative udvalg af Lorca på dansk er stadig De døde har vinger af mos, 1990, i Peer Sibasts oversættelse, der forekommer mere lyrisk og rytmisk pointeret end den foreliggende af Juancío d'Héroville.

Et godt, opdateret udvalg af Lorcas hovedværker, hvor de spanske originaltekster er gengivet parallelt med den danske oversættelse. Der er ingen ledsagende noter eller kommentarer, hvilket forekommer som lidt af en mangel, især i forhold til brevene.