Stella Rimington er en kendt person i Storbritannien. Hun har arbejdet i efterretningstjenesten i en menneskealder, og var i en periode – som den første kvinde – generaldirektør for MI5. Den viden hun har erhvervet der, øser hun af her i sin første bog. Den kvindelige agent Liz Carlyle får til opgave at efterforske en sag, hvor der er mistanke om, at terrorrister vil udføre en aktion i England. Opklaringen vanskeliggøres af, at aktionen formodes at blive styret af en etnisk brite, hvad der gør en del af de normale rutiner i den slags sager uvirksomme. Rimington skriver godt. Hun tegner levende personer, og selvom historien selvfølgelig koster et liv hist og her, forstår hun at skabe spænding uden at forfalde til helt urealistiske voldsorgier. I særdeleshed – selvfølgelig – er beskrivelsen af efterretningstjenestens arbejde god, og det er i sig selv spændende. Omslagsflappen nævner hende i samme sætning som Le Carré, men hun er meget anderledes end ham. Hun mangler således hans paranoide univers befolket af forrædere og dobbeltforrædere. Hun er i stedet helt nede på jorden. Nærmest dagligdags, men måske derfor også en smule ordinær.