Bøger / faglitteratur til børn

Ud at sejle


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. apr. 2011

af

af

Poul Wibbert Esberg

d. 1. apr. 2011

Bogen henvender sig til læsere på 11-12 år, som enten påtænker at kaste sig over sejlerlivet eller som lige er begyndt.

Bogen er en indføring i grundbegreber indenfor sejlsport. Der er de vigtigste termer, udstyr og teori for begyndere, fra jollen sættes i vandet og den første sejlads og til brugen af trapez og kapsejlads. Til slut nævnes et eventuelt slutmål, visionen om den store verdensomsejling. Teksten, som fremstår i korte afsnit, bobler af glæde over, hvilke oplevelser, der venter. Små tekstbokse supplerer, og naturligvis lægges der vægt på sikkerheden. Det bærende element er de mange farvefotos, flere af dem trin-for-trin fotos for at illustrere fx en vending, en bomning eller en bjergning. Næsten alle anvendte fotos viser almindelige joller for begyndere, fx optimistjollen. Der er ord- og medialiste.

Bogens medialiste har en række bøger med, som primært henvender sig til mere øvede eller trænere. Listen medtager ikke den bog, som ligner den mest, nemlig Ud at sejle af Annika Nasiell og Maria Ström Johnsén, men den er også helt fra 2002. Det understreger, hvor lidt der udgives for målgruppen.

Endelig en ny bog for målgruppen om emnet. Den tilfører ikke egentligt nyt, men supplerer fint det sparsomme udvalg af bøger, der findes.